Jernalderen - en tid præget af krig, druk og spil

Omkring år 500 f. Kr. er den dyrebare bronze ved at blive faset definitivt ud til fordel for det stærkere, og fremfor alt billigere jern, som man selv kan producere ved at udsmelte det af myremalm (myre er et gammelt ord for mose) Vi har det overalt i moser og fugtige engdrag. Det er blevet jernalder, og Danmark er ved at bevæge sig ind i en langt voldsommere, men også langt mere velordnet tidsalder, end det var kendt i bronzealderen. I det lidt større perspektiv, så grundlægges den romerske republik ca. samtidig nede i Italien og Pytagoras udtænker den retvinklede trekant i Grækenland.

Klimaet i jernalderen er koldere og vådere end i bronzealderen – det ligner faktisk vores klima i dag en del. Sådan et køligt og fugtigt vejrlig kræver nødvendigvis bedre isolerede og mere robuste huse, hvis man skal overleve, og som man også så det i bondestenalderen, så fører landbrugets mange specialicerede opgaver til at befolkningen søger sammen i større fællesskaber – egentlige landsbysamfund begynder at dukke frem af disen.

 Man flytter jo ikke bare lige et godt bygget, solidt hus, med stolperne gravet langt ned i jorden. Man knytter sig til det. Man har måske gravet en dyrebar offergave ned under en af hjørnestolperne, til beskyttelse mod ildsvåde eller overfald. Det gode hus hvor man vinter efter vinter har søgt sammen mod regnen, sneen, kulden og mørket, og hygget sig om ildstedet, på tykke vævede tæpper og skind, mens vinden hylede i lyrehullet, og den lokale storyteller underholdt med langhårede historier om den store verden udenfor landsbygrænsen. Her vil man gerne blive boende i længere tid. Jernalderlandsbyen Hodde i Sydvestjylland, mellem Grindsted og Varde, er et eksempel på sådan en by. I det 1. århundrede f. Kr. bestod landsbyen af 22 gårde med hegn omkring hver enkelt gård. Èn gård med kraftigere hegn og større huse, tolkes som en stormandsgård. Man anslår at landsbyen bestod i 150 år.

Beboelseshusene rummede både stald, opholdsrum, køkken, soveplads og siddeplads, og oppe under det røgsværtede loft, har der givetvis hængt kød til konservering. Man kværnede også sit korn indendøre, på store roterende kværnsten, med hul i midten eller gruttekværne, hvor man bevægede løberen frem og tilbage i en fordybning i liggeren. Kornavlen svandt dog noget ind i løbet af jernalderen, dels pga. klimaet og dels pga. den mere intensive dyrkning, som efterhånden udpinte jorden. Man havde endnu ikke så meget viden om gødskning, sædskifte og braklægning. Man regner med, at udbyttet ikke var mere end 1/8 af hvad vi får ud af jorden i dag. I stedet satsede man på kvæg- og fåreavl. Allerede her i jernalderen, er det vi idag kalder for hærvejen eller oksevejen, en gammel transportrute ned gennem Jylland, så der har været en livlig trafik med levende okser til handelspladser mod syd, hvor det har været muligt at skaffe mere eksotiske varer fra f.eks. Romerriget.

Med jernet sker der altså en revolution i land- og skovbrug og også militært. Den jernbeklædte plov afløser arden, den gamle træplov, og gør, at meget mere jord kan opdyrkes, og jernøksen gør det muligt at rydde store arealer til dyrkning og græsning, som tidligere var dækket af skov. Lynghederne breder sig snart, især i det midt- og vestjyske, hvor jorden er fattig og sandet. Jern er som sagt nemmere og meget billigere at producere end bronze, og så kan man lave stærke sværd, spyd, pile og økser af det, som er nemmere at holde skarpe, og man kan udstyre hele hære, som kan bruges både til forsvar og angreb. Hvor bronzealderen må betragtes som en relativt fredelig periode, med spredte bebygelser rundt om i landet, så er jernalderen, med sin mere intensive fødevareproduktion, grundlag dels for en kraftig befolkningstilvækst og dels for større og bedre organiserede samfundsdannelser, som konstant forsøgte at brede sig ind over naboernes områder.

                               

Den dårlige udnyttelse af landbrugsjorden gjorde, at de enkelte landsbysamfund hele tiden havde behov for at udvide, hvis de skulle brødføde sig selv. Dette krævede intelligens og en stærk styring. Den klogeste, er som regel også den der klarer sig bedst. Den der forstår at organisere og styre tilværelsen, skaffer sig flest midler og mest magt, og dem der har mindre af begge dele, søger helt naturligt sammen om den kloge og stærke, og således har vi begyndelsen til en feudal samfundsstruktur, som kommer til at præge både jernalderen og de efterfølgende historiske perioder i stadig stigende grad. Når flere vil have mere, så skaber det nødvendivis et voldsomt tryk fra alle sider, et tryk som i mange tilfælde udmønter sig i regulære fjendtligheder. Sådan er det i dag, og sådan var det også i jernalderen. Når krybben er tom, så bides hestene. Der blev efterhånden rift om de gode jorder og vandingsmuligheder til både agrene og husdyrene samt ikke mindst godt fiskeri.

Spillebrikker, spillebræt og raflebæger fra krigsbytteofferet i Viemose. 

 Den romerske historiker Tacitus (56 -120 e.Kr.), fortæller i en bog om de germanske stammer, som danskerne jo også hørte til, at landbrugene passedes af trælle og kvinder, mens mændene først og fremmest var krigere. Han fortæller at mændene spillede og drak meget, og man har da også fundet mange spillebrikker fra den tid, bl.a. helt almindelige terninger, som vi kender fra i dag. Mændene gik så meget op i at spille, at de kunne bortspille hele formuer, og når alt gods var tabt, kunne de finde på at sætte sig selv ind som indsats. Når man så tabte, blev man vinderens træl. Man må gå ud fra, at dette indebar hele ens husstand inklusive kone og børn, da alt jo var spillet op og tabt - Noget af en familietragedie. Se flg. link for hele Tacitus' beretning om germanernes spillegale livsform http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Danernes_land/Yngre_romersk_jernalder/Stormand_og_tr%C3%A6l/%E2%80%9EDrik,_og_du_vil_leve_sk%C3%B8nt%E2%80%9D

 Det tyder på en desperat tankegang, og siger noget om, at jernaldermanden mest af alt så sig selv som kriger, og ikke som bonde. Man kan godt forestille sig, at denne tankegang er udsprunget af religiøse forestillinger om et krigerliv med kampe om dagen og drikke- og ædegilder om aftenen, som man kender det fra den nordiske mytologis Valhal med Odin, Thor og Tyr, og skønne valkyrier, der drager rundt på slagmarken og genopvækker de slagne kæmper. Men der er ikke meget gloire over et oksespand på en mager, sandet stubmark i det midtjyske, så hverdagslivets grå og kedelige trommerum, har ikke huet de frie jernaldermænd med ambitioner om at vinde hæder og ære på slagmarken.

Tacitus' beretninger, om de germanske stammer, bærer nok præg af romernes generelt lidt nedladende holdning til de nationer, de søgte at underlægge sig, men der går næppe røg af en brand uden, at der er ild, som man siger. Dette underbygges af de spektakulære våbenofferfund, som er gjort bl.a. i Nydam mose i Sønderjylland, i Illerup Ådal ved Skanderborg og i Tissø, syd for Kalundborg. Her er der blevet ofret krigsudrutning i flere hundrede år. Til at begynde med fra mindre kampenheder, men efterhånden som jernalderen skrider fremad, også fra store regulære invasionshære, der er blevet overvundet af den lokale befolkning. De kunne noget med de der våben.

At det ikke udelukkende er spil og druk, krig og hor, der har præget jernalderens samfund, vidner jo netop opblomstringen af velordnede hierakisk opbyggede landsbysamfund om. Samtidig må man konstatere, at det har været en turbulent og krigerisk tid, og man kan gætte på hvordan det har været, at være f.eks. barn, kvinde eller træl under de forhold. Al romantik sat til side, så tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om det. Livet må have været kort, barskt og brutalt for alle, og kun de stærkeste og mest livsduelige har haft en tålelig tilværelse efter vores modene standard.

 Enkelte dele af ovenstående blogindlæg bygger på Erik Kjærsgaards gamle tv-serie på DR "Danmarkshistorie" i 12 afsnit fra 1982.

Massegrav med halshuggede vikinger

Risthi stin aftir thurgir fathur sin sar alanthis anklanti
Rejste sten efter Torger sin far som døde i England

Dette er teksten på runestenen ved Ingelstad i Halland (dengang dansk område). Vi får det selvfølgelig aldrig at vide, men på den anden side, så er det ikke umuligt, at denne Torger, som bliver mindet på stenen, er en af de 51 mænd og store drenge, som i Juni 2009, blev fundet, halshugget, i en massegrav i Dorset, nærmere betegnet i Weymouth i Sydengland. De er formodentlig gået i viking i perioden mellem år 910 og år 1030, og faldet i et baghold og taget til fange. At alle 51 er blevet halshugget og kulet ned i en massegrav, med de afhuggede hoveder samlet i en bunke, indikerer at henrettelsen har foregået som én begivenhed, måske under overværelse af den samlede lokalbefolkning. Vikingerne blev klædt af til skindet, og derefter afrettet. De var af blandet skandinavisk oprindelse. Det kan man se af de isotopprøver, der er taget fra 10 af mændenes tænder. Én af dem kom fra et sted helt oppe nord for polarcirklen. En anden kan ret nøjagtigt placeres til et sted i Sverige, som man kan genkende på et specielt højt indhold af protein i kosten, som altså sætter spor i form af isotoper i tænderne.

Kulstof-14 tests viser, at de henrettede vikinger levede i tiden mellem 910 og 1030. Det er i perioden hvor Jelling-dynastiet regerede i Danmark og England - Gorm den Gamle, død 973, Harald Blåtand var konge fra 973 - 987, Svend Tveskæg var konge fra 987 - 1014, Harald 2. fra 1014 - 1018 og endelig Knud den Store fra 1018 - 1035.

Under Harald Blåtand begyndte antallet af togter til England at falde, men under hans søn Svend Tveskæg, eller Sweyn Forkbeard, som de kalder ham derovre, blev de genoptaget i stort tal. Fra 990'erne førte Svend krig mod englænderne fra sit område i Danelagen (the Danelaw), og i 1002 forsøgte kong Aethelred den Rådvilde (the Unready) en etnisk udrensning blandt de danske kolonisatorer, for at dæmme op for det mange plyndringer, ødelæggelser og gidseltagninger, forårsaget af Svends vikinger.

Denne udrensning, som også går under navnet St. Brice Day massacre fandt sted den 13. november, og menes at have kostet kong Svends søster Gunhild livet. Man mener også, at massakren ikke var rettet mod de danskere der boede i selve danelagen, det ville have været for stor en opgave for englænderne, da området var meget stærkt befæstet, men i stedet rettet mod danskere der boede i små kolonier i udkantsområderne, såsom Oxford, Bristol, Gloucester og London.

I forbindelse med denne massakre, er det nærliggende at tænke, at det også er gået ud over vores 51 unge mænd, som sandsynligvis var ude på et plyndringstogt nede på sydkysten, i nærheden af Weymouth den dag. Weymouth er markeret med en rød plet på kortet.

Henrettelsen af de 51, hvoraf Torger fra Ingelstadstenen måske var én, kan som antydet, være sket på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de fyrre år som kulstof-14 prøven angiver, men det er jo nærliggende at tro, at der er en forbindelse. Englænderne må have været meget trætte af vikingernes hærgen og plyndren igen og igen, så da Kong Aethelred endelig den 13. november 1002 giver grønt lys til at slå så mange af dem ihjel som man kan, så er budskabet gået som en løbeild rundt i landet. En lokal milits nok slikket sig om munden ved synet af den lille gruppe vikinger, som opfyldt af tillid til deres egen styrke og englændernes mangel på samme, har ligget ubeskyttet i lejr et sted, og er blevet overmandet. Det har ikke været sjovt for dem at stå der i køen og se vennerne få hugget hovedet af én efter én, og bare vente på at det bliver ens tur, mens lokalbefolkningen hujer og håner og kaster med sten og halvrådne kålroer.

Det var nu en uklog beslutning at angribe danskerne, for det startede en hævnkrig, hvor Svend Tveskæg hærgede rundt og plyndrede og brandskattede og dræbte de stakkels englændere i årevis derefter. Og efter Svend kom Harald, og efter ham kom Knud.

CODEX HOLMIENSIS

Sprog er noget ganske særligt. Det er ved hjælp af sproget, at vi klarest udtrykker vores følelser, så jo dårligere vi er til at bruge sproget, desto dårligere er vi til at formulere vores tanker og kommunikere dem ud til andre. Jo rigere et ordforråd man besidder des mere nuanceret kan man udtrykke sig, og dermed bedre blive forstået af sine medmennesker. Dette gælder i alle forhold, men det er ikke altid sådan det fungerer i virkeligheden.

Sproget i vore lovtekster er nemlig ubegribelig omstændeligt og knudret, vel dels fordi man skal dække sig ind fra enhver tænkelig vinkel, men vel også fordi jurister, ligesom læger, gerne vil vigte sig lidt, og hæve sig lidt over masserne. Men sådan har det ikke altid været. I det følgende vil jeg vise hvordan en lovtekst lød for 772 år siden. Det er den lov, som vi endelig fik retur til Danmark den 30. Marts 2011, efter at den havde været i svensk fangenskab siden svenskekrigene i 1600-tallet.

Det drejer sig selvfølgelig om Jyske lov, eller Codex Holmiensis, som blev til på foranledning af, og i de sidste år af, Valdemar II Sejrs liv. Teksten er ligefrem og tilnærmelig, som jeg ville ønske, moderne lovtekster også var. Jeg vil først bringe fortalen, som jeg finder ualmindelig smuk og efterlevelsesværdig, og til slut et lille stykke af den indledende paragraf, der handler om barnedåb. Det sidste mest fordi det er så sjovt at se, både hvordan man tænkte og udtrykte sig dengang.

Først et lille brudstykke af fortalen på det originale danske middelaldersprog - det kan være sjovt at se til sammenligning med vort moderne danske sprog:


Mæth logh skal land byggas. Men wild hvar man minæs at sitt eghet. oc late mæn nytæ iafnæth [jævnt] tha thurftæ [”tarvede”] mæn ækki logh wich [?]. men ængi logh ær iam gooth att fyllægh sum sanænd. hwa sum mæn æuær um sannænd thær skal logh […]rthæ hwilt ræt ær. waræ ei logh a landæ. tha hafthæ hin mest hwer mest mattæ gripæ. thy skal logh æfthær allæ mæn gøres...

...og så den nudanske udgave af samme brudstykke:
Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om, hvad der er sandhed, der skal Loven vise Sandheden. Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv...

Codex Holmiensis
Landskabslov for Jylland og Fyn. Givet af Valdemar II Sejr i Januar 1241, kort før hans død.
Fortalen
Med lov skal land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor man er i Tvivl om, hvad der er sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse, kan nyde deres frihed, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke, af frygt for Gud og kærlighed til retten, kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde, og straffe dem hvis de gør det.

Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager, men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud.

Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret, og frelse dem der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest vold - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land, thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal ethvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme og partiske, og ikke værger, som ret er, da skal de på dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.

Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i niogtredive vintre, og der var gået tusind og tohundrede og fyrretyve vintre, efter at vor herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik, hertug Abel og junker Christoffer, og Uffe, der var ærkebiskop i Lund, og biskop Nils i Roskilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i Aahus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i Viborg, biskop Jens i Vendsyssel, og biskop Jens i Hedeby og desuden med samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans rige.

Det er smukt, ikke?! Jeg er specielt vild med den linie der siger: "Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger." Det kunne d'herrer jurister og teknokrater i ministerier og styrelser godt tage ved lære af.

...og så til slut, en lille bid af selve lovteksten:
"Thæt skvlæ mæn oc witæ hwa barn døptæ oc wat hin saghæ thær barn døptæ. for thy at barn ma æi kallæs cristnæth vten thet warthær døptæ i fathærs nafnæ oc suns hin hælghæ andæ. for thy at swa skal hin sighæ thær barn døpær. æc døpæ thic i fathærs nafn. oc suns oc hin hælegh and. En kvnæ skal aldrigh barn døpæ af man ær til. Æi skal barn oc døpæs i annæt en i watnæ."

Oversættelsen til nudansk er nok nødvendig for de fleste:
"Hvad den skal sige, der døber et barn. Det skal man også vide, hvem der døbte barnet, og hvad den sagde, der døbte barnet, fordi et barn ikke må kaldes kristnet, uden at det bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. For sådan skal den sige, der døber et barn: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Men en kvinde skal aldrig døbe et barn, hvis der er en mand til stede. Ej heller skal et barn døbes i andet end vand."

Guden Tyr
Mit sidste blogindlæg har givet mig lyst til at se lidt nærmere på Guden Tyr, der den dag i dag optræder i flere moderne navne. Vi finder ham f.eks. i tirsdag, og mange stednavne refererer også til Tyr. De kendteste er Tissø (Tyrs sø), Tisvilde (Tyrs kilde), Tirstrup, Tistrup, Tirslunde, Tislund og Tirsbjerg. Disse navne er tegn på, at Tyr engang var en herre, som man regnede med. Man regnede så meget med ham, at man havde kult- og offersteder, til hans ære, af så stor betydning, at navnene har holdt sig lige indtil i dag.

Men hvem var han egentlig?
Tyr kendes fra de ældste kilder til den germanske religion, omtalt bl.a. som Tiwaz, 'Teiws, Tīw og Ziu. I de sydgermanske områder fungerede han primært som krigsgud, og blev sammenlignet med den romerske krigsgud Mars. Det er dette der har resulteret i navnet på ugedagen tirsdag. På latin kaldes tirsdag nemlig for dies Martius. I de islandske sagaer, der er forfattet i den tidlige middelalder, bliver Tyr omtalt både som søn af Odin og af jætten Hymer, så hans ophav er ganske usikkert.

På Nationalmuseets side ”Førkristne kultpladser” beskrives han således: ” Tyr er af asernes slægt. En stærk og modig guddom, en jættedræber. Tapper og uden frygt.” Jeg hæfter mig ved at han beskrives som jættedræber. Det er man vel ikke hvis man selv er mindst halv jætte, så jeg læner mig mest op af at han er søn af Odin.

Generelt lader det dog til, at Tyr har mistet en stor del af sin gennemslagskraft i løbet af vikingetiden, til fordel for Thor. Han omtales stort set kun i forbindelse med to episoder, nemlig lænkningen af Fænrisulven, som vil blive omtalt nærmere nedenfor, og i en situation, hvor han hjælper Thor med at fremskaffe et brygkar, som er stort nok til, at der kan brygges øl nok til alle guderne i én omgang.

Som krigsgud forbindes Tyr med sværdet, og datidens krigere påkaldte sig hans styrke og mod ved at riste T-runer på deres sværdblade. Med lidt god vilje, ligner både det moderne T og T-runen da også et sværd. Det fortælles om Tyr, at han er lige så stor en kriger som Thor, og han regnes for den modigste af alle aserne. I modsætning til Odin, dødsguden, giver han altid sejren til de tapreste og mest dristige krigere i kampen.

Det er også blevet foreslået, at Tyr muligvis var gud for retfærdighed og tinget, og de retshandlinger der blev foretaget der. Nationalmuseet foreslår, at dette sidste kan underbygges af historien om hvordan Tyr mistede sin hånd. Fænrisulven, gudernes ”kæledyr” havde vokset sig så stor og farlig, at ingen lænker længere kunne holde den fast. Derfor besluttede de at noget måtte gøres. De fik nogle dværge til at smede en helt speciel lænke, ”Gleipner”, af umulige ting såsom lyden af kattepoter, fuglens spyt, kvindens skæg og fiskens åndedræt, men da de ville afprøve den, blev bæstet mistænksomt og forlangte, at en af guderne lagde sin hånd i dens åbne gab mens lænken blev lagt på, som bevis på, at de ikke havde ondt i sinde. Tyr viste sit mod og sin sans for retfærdighed ved at lægge sin hånd i gabet på vilddyret, og da den opdagede, at den ikke kunne komme fri, så bed den til. Således understreges datidens syn på det retfærdige i øje for øje, og tand for tand. Altså jeg anerkender, at jeg har snydt dig med min gerning, og er derfor villig til at betale prisen for det.

Hvis jeg skal sammenfatte billedet af denne guddom må det blive noget i retning af, at han var en rigtig fin fyr, en helvedes karl at have ved sin side i kamp, vild og stærk som en olm tyr, og præget af blind, uegennyttig retfærdighed. Sådan vil man egentlig også gerne være selv.

Brakteat med runeindskrift

Forleden dag stødte jeg på et billede af en brakteat fra germansk jernalder (ca. 400-650 e.Kr.) på nationalmuseets hjemmeside, i museumsbutikken. Den har en lang meningsbærende runeindskrift, hvilket ofte ikke er tilfældet. Teksten lyder:

"hariuha haitika farawisa gibu auja", hvilket kan oversættes med: "Hærhøj*) hedder jeg - den farekyndige - Jeg bringer lykke".

Brakteaten, som er et ensidigt præget hængesmykke af guld, er Inspireret af romerske kejsermedaljoner. Mytologiske figurer, mandsportrætter og runeinskriptioner var almindelige motiver på brakteaterne. Mange af dem bærer præg af at guldsmeden ikke mestrede runekunsten, og i hvertfald tilsyneladende bare skriblede de tegn ned, som han kendte, i tilfældig orden. Men ind imellem finder man altså perler som denne "lykkebrakteat". Man fortsatte med denne tradition selvom romerriget var kollapset, og det nu var de germanske stammer, ned gennem Europa, som vore foregangsmænd også selv hørte til, der prægede kulturen.

Jeg hæftede mig især ved denne brakteat fordi den har stor skønhedsværdi i kraft af den meget spændende ornamentik, som runeindskriften omkranser. Det ligner egentlig en hest med en rytter, som bærer både skjold og spyd, men der er et par problemer, som ikke lige lader sig løse. Hesten har tilsyneladende horn, og skjoldet, hvis det altså er et skjold, er tilspidset forneden, og vi ved alle, at heste ikke har horn, og mange ved, at jernalderskjolde var runde. Hvad i alverden er det for en karakter vi har at gøre med?

En anden mulighed er, at det er en drage. Med lidt god vilje, kan man se en tunge komme ud af dyrets mund.


Der er nogen der mener, at det er selveste guden Tyr, og at beviset for dette skal ses i det juletræslignende symbol, der følger lige efter teksten, nemlig en tredobbelt T-rune Tiwaz tiwaz tiwaz. Navnet Tiwaz betyder faktisk Tyr. Men hvorfor kalder han sig for Hariuha eller Hærhøj, hvis han er krigsguden Tyr i egen høje person?

Hvis vi virkelig har med Tyr at gøre, så er der jo også den mulighed, at dyret på brakteaten er ingen ringere en Fænrisulven. Ifølge mytologien var det jo netop Tyr der lagde Fænrisulven i lænker, hvilket for øvrigt kostede ham hans ene hånd.

Der står desværre ingen oplysninger om dette på nationalmuseets hjemmeside, og jeg har heller ikke været i stand til at finde noget andre steder end på en lidt "fantastisk" hjemmeside for folk som mener at vide mere om runer end arkæologerne.

Hvis der er nogen, der har yderligere, velunderbyggede oplysninger om denne brakteat: DR BR61 - UKENDT STED, SJÆLLAND 2, så hører jeg meget gerne fra jer.

Brakteaten oppbevares på Nationalmuseet i København (12370), og er dateret til år 400-650. Et eksemplar findes også i SHM (2884).

*)Oversættelsen "Hærhøj" stammer fra hjemmesiden www.kindir.dk

Da bønderne blev jægere og fiskere

Da jeg blev bekendt med lerkarret fra Skarpsalling (vi kender det fra 50 kronesedlerne), fra den såkaldte "tragtbægerkultur" og ville undersøge dets sammenhæng med den efterfølgende kulturperiodes keramiske udtryk, blev jeg overrasket over at se, at den såkaldte "grubekeramiske" kulturs formsprog og ornamentik, er grovere i udtrykket og mindre kunstfærdigt. Jeg havde forventet en udvikling og yderligere raffinering af udtrykket, men det er altså ikke tilfældet. Hvordan kan det nu hænge sammen? Jeg tumlet med dette spørgsmål længe, indtil jeg forleden dag, tilfældigt fik fingre i en artikel af arkæologen Rune Iversen, skrevet på baggrund af hans magisterkonferensspeciale, der netop forsøger at kaste lys over dette problem. Det følgende er en opsummering af denne artikel, som hedder "Glimt fra en anden verden - på sporet af den grubekeramiske identitet".

Vi er i det man kalder for neolitikum, altså bondestenalderen, omkring 3000 år f.Kr. Landbruget har været i landet i 1000 år; de store stendysser og jættestuer er opført, og store rituelle samlings- og offerpladser har været i brug i århundreder. Arkæologerne kalder tragtbægerkulturen for en landbrugsmæssig konsolideringsfase omfattet af stramme, rituelt funderede regelsæt, der bl.a. kommer til udtryk ved en kontrolleret anvendelse, ornamentering og formgivning af keramikken. Rune Iversen taler om at man i tragtbægerkulturen levede i små, spredte lokalsamfund, og det var nødvendigt at stå sig godt med de overnaturlige magter for at sikre en god høst, som man kunne overleve på. Det var derfor nødvendigt, at ritualisere og kontrollere hverdagen.

I slutningen af perioden begynder nye behov at vise sig, måske på grund af klimaforandringer. Desuden har indflydelse fra nabolandene også haft betydning for udviklingen. Man har efterhånden fundet det svært at få økonomien til at hænge sammen udelukkende på basis af jordbrug, og er derfor gradvist vendt tilbage til jæger-, samler- og kystfisker-livsformen. Herved bliver magtstrukturen i samfundet ændret. Det kendes fra alle kulturer, at jægersamfund er mere egalitære end jordbrugsbaserede samfund. Et landbrugssamfund indebærer en stor del af specialicering, som kræver, at man samarbejder om at løse opgaverne. Dette skaber dels en stor indbyrdes afhængighed, og er desuden grobund for en hierakisk opbygning af samfundet. De stærke og dygtige tilegner sig mere jord, flere husdyr og mere magt til at bestemme.

Rune iversen siger, at den sociale kontrol synes at have været udtalt i tragtbægersamfundet. De muligheder for social styring og regulering der er til rådighed i små lavteknologiske samfund som de neolitiske, handler meget om viden. Social kontrol kan opnås gennem kontrol med viden, som ofte er centreret om den sociale gruppes velbefindende, og den vil oftest være af rituel karakter. Den er helt nødvendig for at opretholde gode relationer til den overnaturlige verden og dermed velstanden for den sociale gruppe.

Hemmelighedsholdelse er et vigtigt element hvis den rituelle viden skal kontrolleres. Viden er magt, og ved at begrænse denne viden kan de personer, der besidder den, fremstå som autoriteter og opretholde en særlig status og magtposition indenfor gruppen. Det er en sådan form for magtposition, vi må forestille os, der ligger bag den mellemste tragtbægerfases stringente og ritualiserede formsprog. I takt med at vægten forskubbes i retning væk fra det agrare samfund hen imod jæger-, samler-, og fiskersamfundet, forsvinder den etablerede, ejendoms-, og husdyrbaserede magtstruktur.


Efterhånden som strukturen nedbrydes og det mere og mere bliver op til den enkelte familie at klare sig selv ved jagt og fiskeri, så bliver ritualiseringen af hverdagen af mindre betydning. Med andre ord, det bliver ikke så vigtigt at stå sig godt med guderne. Behovet for en kontrolleret og ritualiseret kult, med særligt ornamenterede lerkar bliver afløst af en mere individualiseret og afslappet livsform og et mindre forfinet formsprog.

Kilde: En verden af
verdener – en arkaologisk genovervejelse af det grubekeramiske kompleks, der
blev bedømt den 2. februar 2007 af Klavs Randsborg (vejleder/eksaminator)
og Anne Bjerrekær (censor).

Fotos: øverst - Skarpsalling-karret ("Tragtbægerkultur" Nationalmuseet)
Nederst: Grubekeramik, Blekinge. (fotograferad den 18 oktober 2005 av Harri Blomberg, Wikipedia)

Sko i 1700-tallet

Sko er noget vi tager for givet. For mange, er det ligefrem en besættelse - man kan ikke se et par smarte sko uden at købe dem. Sådan har det ikke altid været. I 1700-tallet var det almindeligt, at jævne folk kun havde ét par sko, som så til gengæld blev slidt helt op inden man fik et nyt par. Man smed ikke et par sko ud fordi de gik istykker. Skoene blev repareret igen og igen indtil de faldt fra hinanden. I overklassen gik kasseret fodtøj ofte i arv fra herren eller fruen til tyendet, altså de småkårsfolk, som var ansat til at tjene under de mere velbeslåede borgere.

Under udgravningerne ved Esplanaden 50 i København har arkæologerne fundet et utal af sko som kan fortælle noget om hvordan folks fødder havde det på den tid. Gaderne var belagt med ujævne brosten som besværede gangen, og det gjorde kun sagen værre, at skomoden, som hovedsagelig kom fra Frankrig, ligesom idag, dikterede høje hæle.

Såler og hæle på datidens sko var ofte udført i træ, og der fandtes ikke højre og venstresko; begge såler var identiske. Bortset fra det ubehag dette må have medført, så havde det den fordel, at man kunne bytte sine sko. Når fodtøjet var slidt ned på ydersiden af fødderne, så byttede man bare om på skoene. Så kunne de holde meget længere. Man kan se det på sliddet på de fundne sko.

Herresko og støvler var ofte meget tunge og klodsede. Især hælene, som typisk blev fremstillet af stakket læder sat sammen med træpløkke, kunne veje helt op til et halvt kilo hver. (kilde: Vivi Lena Andersen, Københavns Museum)
Fotos: Vivi Lena Andersen

Læs mere om klædedragter og fodtøj i Dragtjournalen på http://ww.dragt.dk/